Hvad er noget af det mest frustrerende ved at lære dansk (grammatik) som voksen?
Ifølge min kursisters udsagn (med tilhørende opspilede øjne og løftede øjenbryn) er det primært tre ting:
- grammatisk køn, fx forskellen på en og et
- præpositioner, fx på arbejde vs. i skole
- frasaler, fx stole på, overrasket over, indtryk af
Og det giver god mening at netop disse volder størst problemer for den udenlandske kursist, der ikke har dansk som modersmål. Fordi de er 100% forudsigelige modsat andre dele af grammatikken, der har en vis logisk sammenhæng (tænk fx pronominer, verbalbøjning og substantivbøjning, selvom disse også indeholder visse (systematiske) variationer).
Grammatisk køn er fx forskellen på en rød stol vs. et rødt bord. Der er ikke noget ved selve ordene “bord” og “stol” der afslører om det er fælleskøn (n) eller intetkøn (t). På andre sprog med grammatisk køn, fx de latinske sprog spansk, portugisisk og italiensk kan man for det meste se på selve ordets endelse, om det er hunkøn eller hankøn. Men på dansk skal man bare lære det udenad. Hver gang man som begynder lærer et nyt substantiv skal man “lagre” ordets grammatisk køn i hjernens ordbog. Og det er hårdt for hjernen på den måde at komme på overarbejde, når der samtidig er alt det andet at holde styr på.
Præpositioner er lidt mere venlige ord, for der er en vis logisk sammenhæng i hvert fald når vi taler om fysiske forhold mellem to genstande, fx “nøglerne ligger på bordet”, hvor det skal være “på” fordi der er vertikal kontakt mellem bordet og nøglerne, versus “nøglerne ligger i lommen” hvor det skal være “i” fordi nøglerne er omsluttet af lommen. Det giver mening og kan forklares logisk. Men i langt de fleste tilfælde bruges præpositioner enten konventionaliseret eller om ikke-fysiske forhold, som man kunne kalde abstrakt brug af præpositioner.
Det, jeg kalder konventionaliseret, er fx når vi taler om at være “på arbejde”, “på fabrikken” eller “på biblioteket”, men “i skole”, “i branchen” og “i biografen”. Det er umuligt for mig at svare på spørgsmålet fra en kursist “Hvorfor hedder det ‘på biblioteket’ mens det hedder ‘i biografen’”. Svaret er: sådan er det bare – det er en (historisk) konvention i grammatikken.
Og det bliver endnu værre i den abstrakte brug af præpositioner. Det er også her frasalerne kommer ind. Det, jeg kalder frasaler, er enten verber, substantiver eller adjektiver, der sammen med en præpositioner giver en ny betydning. Hvorfor er vi fx “optagede ‘af’ noget” men “interesserede ‘i’ noget” og hvorfor kan man være “skyld ‘i’ noget” men “årsag ‘til’ noget andet”? Hvorfor hedder det “give op” og “give efter”? Det kan godt være, at man som sproghistoriker kan komme med nogle forklaringer ved at sammenligne med nabosprog og finde semantiske ligheder internt i det danske sprog, men som kursist giver det bare ikke nogen logisk mening. Det er igen noget man bare må lære udenad for hver ny betydning og sammenstilling man møder.