Et eventyr af Hans Christian Andersen
Du kender da godt et forstørrelsesglas, sådan et rundt brilleglas, der gør alting hundrede gange større end det er? Når man tager og holder det for øjet og ser på en vanddråbe ude fra dammen, så ser man over tusinde underlige dyr, som man ellers aldrig ser i vandet, men de er der i virkeligheden. Det ser næsten ud, som en hel tallerken fuld af rejer, der springer mellem hinanden, og de er så sultne, at de river arme og ben af hinanden men alligevel er de glade og fornøjede, på deres egen måde.
Nu var der engang en gammel mand, som alle folk kaldte Krible-Krable, for det hed han. Han ville altid have det bedste ud af alting og når det slet ikke fungerede, så ordnede han det med magi.
Nu sad han en dag og holdt sit forstørrelsesglas for øjet og så på en vanddråbe, der var taget fra en vandpyt i grøften. Nej, hvor det kriblede og krablede der! Alle de tusinde smådyr hoppede og sprang, trak i hinanden og åd af hinanden.
“Ja, men det er jo afskyeligt!” sagde gamle Krible-Krable, “kan man ikke få dem til at leve i fred og ro, og hver at passe sit!” og han tænkte og tænkte, men det ville ikke gå, og så måtte han bruge magi. “Jeg må give dem kulør, så de kan blive tydeligere!” sagde han, og så hældte han ligesom en lille dråbe rødvin i vanddråben, men det var hekseblod, den allerfineste slags til to skilling; og så blev alle de underlige dyr rosenrøde over hele kroppen,og det så ud som en hel by af nøgne vildmænd.
“Hvad har du der?” spurgte en anden gammel trold, som ikke havde navn, og det var det gode ved ham.
“Ja kan du gætte hvad det er,” sagde Krible-Krable, “så vil jeg forære dig det; men det er ikke let at finde ud, når man ikke ved det!”
Og trolden, som intet navn havde, så igennem forstørrelsesglasset. Det så virkelig ud, som en hel by, hvor alle mennesker løb omkring uden tøj på! Det var gyseligt, men endnu mere gyseligt at se hvordan den ene skubbede og stødte den anden, hvor de nippedes og nappedes, bed hinanden og trak i hinanden. Hvad der var nederst skulle øverst og hvad der var øverst skulle nederst! “se! se! hans ben er længere end mit! baf! væk med det! der er én som har en lille knop bag øret, en lille uskyldig knop, men den piner ham, og så skal den pine mere!” og de hakkede i den, og de trak i ham og de åd ham for den lille knops skyld. Der sad én så stille, som en lille jomfru og ønskede alene fred og rolighed, men så skulle jomfruen frem, og de trak i hende og de sled i hende og de åd hende!
“Det er virkelig morsomt!” sagde trolden.
“Ja men hvad tror du det er?” spurgte Krible-Krable. “Kan du finde ud af det?”
“Det er da nemt at se!” sagde den anden, “det er jo København eller en anden storby, de ligner jo alle sammen hinanden. En storby er det!”
“Det er grøftevand!” sagde Krible-Krable.