Et eventyr af Hans Christian Andersen
Der var engang en prins; han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Så rejste han hele verden rundt, for at finde sådan en, men alle vegne var der noget i vejen, prinsesser var der nok af, men om det var rigtige prinsesser, kunne han ikke finde ud af, for der var altid noget, som ikke var helt rigtigt. Så tog han hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en virkelig prinsesse.
En aften blev det så et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forfærdeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen for at lukke op.
Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men gud hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned ad hendes hår og hendes klæder, og det løb ind ad næsen på skoen og ud ad hælen, og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse.
“Ja, det skal vi nok få at vide!” tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekammeret, tog alle sengeklæderne af og lagde en ært på bunden af sengen, derpå tog hun tyve madrasser, lagde dem oven på ærten, og så endnu tyve edderdunsdyner oven på madrasserne.
Dér skulle prinsessen nu ligge om natten.
Om morgenen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet.
“Oh forfærdeligt dårligt!” sagde prinsessen, “jeg har næsten ikke lukket mine øjne hele natten! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt, så jeg er helt gul og blå over hele min krop! Det er ganske forfærdeligt!”
Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse, da hun gennem de tyve madrasser og de tyve edderdunsdyner havde mærket ærten. Så ømskindet kunne ingen være, bortset fra en virkelig prinsesse.
Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse, og ærten kom på museum, hvor den endnu kan ses, hvis ingen har taget den.
Se, det var en rigtig historie!